Fan-FRASER-tastic!

Tænk engang. Nu har jeg været i dette fjerne land i over en måned. En måned og 3 dage for at være helt præcis. Jeg er begyndt at vende mig til at kigge mig til den rigtige side (eller forkerte?) når jeg går over vejen. Jeg kan (næsten) finde rundt på uni. Jeg har set kænguruer, delfiner og dingoer (mere om det senere). Jeg kan stadig blive overrasket over australiernes gæstfrihed, deres underlige offentlige transportsystem og de utrolig lange røde lys, når man skal krydse vejen. Det er dejligt, at føle, hvordan Brisbane bliver hjem, hverdagen begynder at tage form, men samtidig også vide, at Australien har så meget mere at byde på – så mange eventyr, der ligger og venter på mig.

Og eventyr. Det må man sige, at jeg har været på denne weekend!

Det startede ud med pubcrawl torsdag aften, arrangeret af den norske studenterforening (som meget originalt kalder sig … NorSK), der tog os rundt på forskellige mere eller mindre snuskede steder i Brisbane. Omkring 600 mennesker (studerende fra de forskellige universiteter og hvem der nu ellers havde købt billet) deltog, og for at holde nogenlunde styr på tropperne, blev vi delt op i hold med hver sin farve t-shirt – snedigt. Det blev en rigtig festlig aften, hvor vi indtog bar og dansegulv alle steder vi kom hen. Havde til tider lidt ondt af de helt almindelige mennesker, der troede de skulle have en stille aften med mad og en enkelt drink på den irske, og ind vælter i stedet 200 fulde, højtråbende, men glade studerende. De fleste steder blev det dog taget med et smil og et ”no worries mate”. Det hele kulminerede på en klub – Fridays – der ligger lige ned til floden, og her kunne alle 600 mennesker give den gas til langt ud på natten.

Blåt og rødt hold mødes på gaden.

Brissie by night

Fridays er et fancy sted - pink glattejern på pigetoilettet. Det burde man overveje på danske diskoteker!

Blåt, rødt og hvidt hold kan godt være venner :)

Det var derfor med et lidt tungt hoved, at jeg stod ”tidligt” op for at møde Stine på Roma Street station for at tage mod denne verdens største sand-ø: Fraser Island.

Vi havde besluttet os for at købe en pakkeløsning gennem ”Cool Dingo” (jep, det hed de), så vi slap for at stresse over planlægning oveni stress over studiet. Det viste sig at være en rigtig god beslutning.

Vi blev hentet i en fin lille bus og kørte nordpå mod Hervey Bay. Her var vi fremme i tide til en god kop kaffe og eftermiddagssol over bådehavnen. Solnedgang og måneskin på færgen over til den store ø, gjorde det hele lidt mystisk – for hvordan ser sådan en sand-ø ud?

Stine med en deejliiig kop kaffe :)

Aftensol over Hervey Bay

Solnedgang på færgen.

Måneskin og Flying Foxes fulgte os på vej over til Fraser.

Vi boede i Wilderness Lodges – en hytte med 5 værelser af 4 personer, fælles bad og køkken. Der var dog heldigvis ikke behov for at lave mad, da dette også var inklusiv og blev serveret på Dingo Bar (ja, man fornemmer et dingo-tema).

Næste morgen mødtes vi med vores ranger Les – Frasers svar på Steve Irving. Han var lige kommet hjem fra en (hold nu fast) 6 år lang ferie, hvor han havde rejst rundt i hele Australien, arbejdet i miner, boet med Aboriginals og en helt masse andre vilde ting. Han skulle tage os (vi var en gruppe på ca. 25 styk) rundt på øen i en STOR firhjulstrukket bus. Og hold nu op, hvor var jeg glad for, at det ikke var mig, der skulle køre den bus. Man skal alligevel være rimelig rutineret for at klare de store (!) sandbakker der ikke alene er stejle, men også til tider meget smalle.

Steve Irving – eller Les – fortalte og fortalte og fortalte en masse røverhistorier (der var vist også lidt sandheder imellem) om øen, dens historie og ikke mindst den fantastiske natur. Det er utroligt, hvad der kan gro på sådan en bunke sand – både tæt regnskov til det helt jungleagtige med lianer og tæt bevoksning.

Helt unikt for Fraser Island er deres ferskvandssøer – for umiddelbart suger sand jo ret meget. Men nogle steder har mineralerne (hvis jeg husker rigtigt) i sandet dannet et lag der holder på vandet – og vi fik mulighed for at bade i en af disse søer: Lake McKenzie. Utrolig klart vand og meget meget smukt!

På østkysten ligger 75 miles beach, hvor der er blevet indført samme færdselsregler som på motorvejene for at undgå gale backpackere der kører ræs (og ja, politiet kontrollerer). Der er strand så langt øjet rækker og så pludselig dukker der noget op i horisonten. Et skibsvrag. Maheno wreck er et gammelt hospitalsskib, der gjorde tjeneste under 1. Verdenskrig og da det efter endt tjeneste skulle til transporteres til skrot, rev det sig løs (hvis det hedder sådan?) og strandede på Fraser. Der blev det så liggende, efter man opgav at bjerge det. Det er et flot syn at se det store skib midt på den (for det meste) øde strand, og vi var så heldige både at se det ved høj- og lavvande.

En ting de har på Fraser, som de både er stolte og lidt påpasselige omkring, er dingoer. Alle steder man kommer hen er skilte der opfordrer forældre til at passe på deres børn og generelt være ”dingo-safe”. Der har været mere end et tilfælde, hvor dingoer har angrebet børn helt op til 8-10 år, så man skal passe på. De er i familie med ulven og ikke tamme, selv om de ser søde og fredelige ud.

Efter næsten to hele dage med mange røverhistorier om dingoer, havde vi dog endnu ikke set nogen dingo, og jeg begyndte at blive i tvivl om hele dingo-konceptet var fis-i-en-hornlygte. Så jeg spurgte Ranger Les om de her dyr virkelig fandtes. Det tog han (heldigvis) som en challenge, og satte ind for at finde i hvert fald én dingo.

Den mødte vi ved Eli Creek (en ferskvands å/flod, som man kan flyde ned ad, som en anden vand”rutsjebane” – ret sjovt). Dingoen kom løbende langs bussen hen mod åen, hvor nogle turister holdt hvil og badede. Uden så meget som at stoppe op, løb den hen til en bil, der havde bagsmækken åben, hoppede op og snuppede noget mad – mens der sad en pige inde i bilen. De er ikke bange af sig. Der skete dog heldigvis ikke mere end det, men der var en af børnene fra bilen der alligevel var lidt trist: ”it took our barbeque chips”. Lidt sødt.

Så ja, Fraser Island er virkelig en fantastisk ø, og jeg vil undlade at fortælle om alle de ting man skal se, men lade billederne tale for sig selv.

Det var virkelig dejligt at komme lidt væk fra Brisbane og få Australien og dens smukke natur tæt på. Nu er jeg klar til mere studie, og så kommer Rasmus torsdag (yay), så mon ikke der bliver flere ture væk fra Brisbane? Jeg håber det!

Ja, ved ikke hvad det er for en fugl, men sød det er den. Den er til dig, Far ;)

Så kører vi. Når man sidder i bussen laver man det der hedder "bus-aerobics" hvilket vil sige den synkrone bevægelse fra side til side, i takt med at bussen rammer bump, grene eller andet godt på vejen.

Ranger Les fortæller.

Ferskvandssø. Her måtte vi ikke bade, fordi det ville forstyrre søens økosystem for meget.

Den gæve lian-svinger... eller...

På vandretur gennem "junglen" møder vi pludselig sådan nogle helt hvide, avatar-agtige træer. Meget flotte.

Wanggoolba Creek. Her findes også en palme-art, der stammer fra før dinosaurerne.

Når man slår på træet, giver det en meget høj lyd. Stine prøver :)

Lake McKenzie

Nogle steder er skoven helt brændt efter en stor skovbrand. Man skulle ikke umiddelbart tro det var godt, men faktisk har skoven brug for brande en gang imellem, fordi det er den eneste måde frøene kan spredes på. Varmen får yderskallen til at sprænges, så selve frøet kan ramme jorden. Mellem de helt sorte træer er der fyldt med nye små træer og det ser helt mærkeligt ud med det sorte og det meget grønne. Det er lidt svært at se her, fordi billedet er taget ud gennem vinduet på bussen...

Ud over en masse grønt og sort er der også træer, hvor varmen fra branden får vandet mellem bark og stamme til at fordampe, og det tryk det skaber, får barken til at sprænges. Så ind imellem de sorte stammer er også nogle helt hvide... Det er skørt. 

Stine foran Maheno Wreck

Her bliver jeg overrasket af en lidt stor bølge midt i et ellers godt picture-pose...

Vores bus.

Truende mørke skyer. Det blev dog heldigvis ude over vandet. Vi havde sol, sol, sol :)

Champagne-pools. Her bliver bølgerne brudt af klipperne så vandet inde i pools'ne skummer, så det føles som at bade i champagne. Ikke at jeg har prøvet det, altså.

Udsigt fra Indian Head, den østligste spids, hvor Aboriginierne stod og så Captain Cooks skibe sejle ind.

Jeg kan også spejde ud over vandet...

Maheno Wreck i lavvande - så kunne vi komme lidt tættere på. 

DINGOOO

Eli Creek

Det er larver, der gnaver inde under barken og får det til at ligne, at der er nogen, der har skrevet på træerne.  Les kaldte dem for "skribly eucalyptus"

En vandrende sandklit. Den flytter sig ca. 2 meter om året....

Håber I alle har det godt, og at der snart er lidt forår i sigte. Det bliver godt vejr den 20. Det lover jeg … eller… :) 

Business is ON

Nu begynder hverdagen. Nu er det slut med at drive den af. Det er tid til at studere. Det er nu de store bøger skal slæbes med på læsesal. Tid til at indstille sig på igen at være studerende med opgaver, eksamener, og hvad der ellers hører til.  Heldigvis er det også en masse sjove ting!

En tur i botanisk have, inden man går ind på den kolde (a/c) læsesal. Ikke dårligt!

Jeg har skiftet mit ene kursus (Managing in a globalised economy) ud med et kursus i Self Leadership. Det er mere et selvstudie og forelæsningerne består af ”chat-sessions”, hvor man diskuterer ugens emne. Det er et fag, hvor vi skal blive mere fokuserede på egne kompetencer og hvordan vi bedst mulig kan bruge disse. Det er på sin vis ”personlig udvikling”, og skal nok vise sig at være givtigt i sidste ende.

Som en fortsættelse på sikkerheds-flippet som de har her i Australien, er hver forelæsning startet med en gennemgang af, hvor nødudgangene er, og hvad man skal gøre og hvor man skal mødes i tilfælde af brand. Så ved man da det…

Udover sikkerhedsinstruktionerne, har hver forelæsning haft et lille ritual (hvis man kan kalde det det), som jeg synes er ret interessant:   

A new Acknowledgement of Traditional Owners has been written and designed to reflect all the Traditional Owners on whose land QUT now stands.

The acknowledgement of Traditional Owners is a recognition of the historical and cultural significance of Indigenous cultures in Australia; and their past, present and future contribution to the richness of Australian society. In the spirit of Reconciliation, this acknowledgement is an important protocol when QUT staff and students come together.

I acknowledge the Traditional Owners of the lands where QUT now stands, pay respect to their Elders – past, present and emerging – and acknowledge the important role Aboriginal and Torres Strait Islander people continue to play within the QUT community.

Det er en interessant måde at anerkende den oprindelige kultur og menneskerne i den, men også lidt underligt når man tænker på, hvordan mange af disse nu lever – på godt og ondt.

Der er ingen tvivl om, at det bliver et hårdt semester! Noget helt andet end RUC, mest af alt fordi der er mange forelæsninger, med hver deres store pensum og opgaver.

Jeg er begyndt at overveje, om jeg nødvendigvis behøver 8 timers søvn hver dag – for hvis ikke er der da nogle flere timer, der kan tages i brug.

Ej, så ekstremt er det endnu ikke og indtil nu har jeg været helt oppe og ringe over, hvor spændende og relevant jeg synes det er.

De forelæsninger vi havde sidste uge var meget introduktions-agtige, men jeg føler virkelig, at jeg har erfaringer og viden med som jeg kan gøre brug af og giver mig en forståelse for de forskellige felter og det er fedt! Det er også fedt at kunne se, at de kurser jeg har valgt passer sammen og understøtter hinanden på den bedste måde.

Har aldrig prøvet at få ideer til opgaver, allerede dagen, hvor de bliver stillet. Nu bliver udfordringen et helt nyt akademisk sprog og måder at opbygge opgaver på. Men jeg har lysten og drivet til at gå i gang med opgaverne, så skal det andet nok komme.

Forelæserne virker heldigvis til at være rigtig gode. De har alle sammen ved første øjekast lignet nogle tørre kiks, men lige så snart de åbnede munden, viste de sig heldigvis at være af en helt anden skuffe – interessante, imødekommende og med utrolig meget viden indenfor deres felt som de bare brænder for at give videre

Den største udfordring bliver dog tidsaspektet -  for jeg vil jo også gerne rejse. Kan man ikke bruge stranden som læsesal?

Stine og jeg har haft nogle gode dage, hvor vi har mødtes på QUT’s bibliotek og læst, for derefter at belønne os med kaffe og hyggesnak. Selv om Stine ikke læser på QUT, er det virkelig rart at have én, man kan tage af sted med og på et eller andet tidspunkt, bliver vi nok også bedre til at få læst mere end vi får snakket ;)

Kaffe på Goodwill Bridge efter at have været "seriøse" studerende...

Og nu til noget lidt mindre studieagtigt – som sagt, sker der også en masse sjove ting.

Sabine (som er den danske pige, der bor i huset) og jeg var fredag aften en tur i West End, hvor vi besøgte ”The Archive”, som er en rigtig hyggelig bar, der på hyggelig Københavner-maner har sofagrupper, hyggelige lamper og livemusik. Baren er bygget op på gamle bøger og tapetet i hjørnet med pool og dart er gamle tegneserier. Et rigtig hyggeligt sted, hvor vi helt sikkert skal tilbage.

Fin lampe på The Archive.

Weekenden gik med besøg på West Ends grøntsagsmarked og så ville vi egentlig ha’ været en tur ned til Gold Coast (det tager ca. 1,5 time med tog) for at slappe af på Surfers Paradise, men vejret har været lidt utilregneligt, så vi tog et smut på Streets Beach, og den beslutning viste sig at være god, da det pludselig begyndte at ØSE ned. Vi pakkede (ret hurtigt) vores strandting og søgte ly hos Max Brenner. Max Brenner er chocolate indulgence og her kan du få alt fra ”100 % Pure Chocolate Experience Iscream” til Belgiske vafler med chokolade til chokolade-pizza. Vi kastede os ud i ”The Spectacular Choc-Fudge Brownie Sundae” og hold nu op det var godt. Men der var efterfølgende dømt chokolade-chok og ikke det store behov for aftensmad.

Dagens indkøb fra markedet.

Chokolade hos Max Brenner.

ØV!

MUMS!

Søndag var jeg til fødselsdag for Kay, hvor jeg mødte størstedelen af den kvindelige del af familien, og jeg bliver ved med at blive overrasket over den måde de tager imod mig. Det er med kys og kram – og jeg føler virkelig at jeg har kendt dem i mange, mange år. Det er dejligt!

Denne uge bliver hård – skal prøve at få styr på de forskellige opgaver inden Fraser Island på fredag med Stine og i næste uge (yay) kommer der længe ventet besøg hjemmefra :)

Håber I alle har det godt og nyder forårets komme!

Vejret her er ikke noget I behøver være misundelige over lige pt. Det står ned i stride strømme og vi har en luftfugtighed på 86%. Det er varmt og klistret!

Men det skulle blive bedre :)

Sene forelæsninger er ikke så slemt, når man så får sådan en udsigt til gengæld!