søndag den 4. marts 2012

Business is ON


Nu begynder hverdagen. Nu er det slut med at drive den af. Det er tid til at studere. Det er nu de store bøger skal slæbes med på læsesal. Tid til at indstille sig på igen at være studerende med opgaver, eksamener, og hvad der ellers hører til.  Heldigvis er det også en masse sjove ting!

En tur i botanisk have, inden man går ind på den kolde (a/c) læsesal. Ikke dårligt!

Jeg har skiftet mit ene kursus (Managing in a globalised economy) ud med et kursus i Self Leadership. Det er mere et selvstudie og forelæsningerne består af ”chat-sessions”, hvor man diskuterer ugens emne. Det er et fag, hvor vi skal blive mere fokuserede på egne kompetencer og hvordan vi bedst mulig kan bruge disse. Det er på sin vis ”personlig udvikling”, og skal nok vise sig at være givtigt i sidste ende.
Som en fortsættelse på sikkerheds-flippet som de har her i Australien, er hver forelæsning startet med en gennemgang af, hvor nødudgangene er, og hvad man skal gøre og hvor man skal mødes i tilfælde af brand. Så ved man da det…
Udover sikkerhedsinstruktionerne, har hver forelæsning haft et lille ritual (hvis man kan kalde det det), som jeg synes er ret interessant:   

A new Acknowledgement of Traditional Owners has been written and designed to reflect all the Traditional Owners on whose land QUT now stands.
The acknowledgement of Traditional Owners is a recognition of the historical and cultural significance of Indigenous cultures in Australia; and their past, present and future contribution to the richness of Australian society. In the spirit of Reconciliation, this acknowledgement is an important protocol when QUT staff and students come together.
I acknowledge the Traditional Owners of the lands where QUT now stands, pay respect to their Elders – past, present and emerging – and acknowledge the important role Aboriginal and Torres Strait Islander people continue to play within the QUT community.

Det er en interessant måde at anerkende den oprindelige kultur og menneskerne i den, men også lidt underligt når man tænker på, hvordan mange af disse nu lever – på godt og ondt.

Der er ingen tvivl om, at det bliver et hårdt semester! Noget helt andet end RUC, mest af alt fordi der er mange forelæsninger, med hver deres store pensum og opgaver.
Jeg er begyndt at overveje, om jeg nødvendigvis behøver 8 timers søvn hver dag – for hvis ikke er der da nogle flere timer, der kan tages i brug.
Ej, så ekstremt er det endnu ikke og indtil nu har jeg været helt oppe og ringe over, hvor spændende og relevant jeg synes det er.
De forelæsninger vi havde sidste uge var meget introduktions-agtige, men jeg føler virkelig, at jeg har erfaringer og viden med som jeg kan gøre brug af og giver mig en forståelse for de forskellige felter og det er fedt! Det er også fedt at kunne se, at de kurser jeg har valgt passer sammen og understøtter hinanden på den bedste måde.
Har aldrig prøvet at få ideer til opgaver, allerede dagen, hvor de bliver stillet. Nu bliver udfordringen et helt nyt akademisk sprog og måder at opbygge opgaver på. Men jeg har lysten og drivet til at gå i gang med opgaverne, så skal det andet nok komme.
Forelæserne virker heldigvis til at være rigtig gode. De har alle sammen ved første øjekast lignet nogle tørre kiks, men lige så snart de åbnede munden, viste de sig heldigvis at være af en helt anden skuffe – interessante, imødekommende og med utrolig meget viden indenfor deres felt som de bare brænder for at give videre

Den største udfordring bliver dog tidsaspektet -  for jeg vil jo også gerne rejse. Kan man ikke bruge stranden som læsesal?
Stine og jeg har haft nogle gode dage, hvor vi har mødtes på QUT’s bibliotek og læst, for derefter at belønne os med kaffe og hyggesnak. Selv om Stine ikke læser på QUT, er det virkelig rart at have én, man kan tage af sted med og på et eller andet tidspunkt, bliver vi nok også bedre til at få læst mere end vi får snakket ;)

Kaffe på Goodwill Bridge efter at have været "seriøse" studerende...

Og nu til noget lidt mindre studieagtigt – som sagt, sker der også en masse sjove ting.
Sabine (som er den danske pige, der bor i huset) og jeg var fredag aften en tur i West End, hvor vi besøgte ”The Archive”, som er en rigtig hyggelig bar, der på hyggelig Københavner-maner har sofagrupper, hyggelige lamper og livemusik. Baren er bygget op på gamle bøger og tapetet i hjørnet med pool og dart er gamle tegneserier. Et rigtig hyggeligt sted, hvor vi helt sikkert skal tilbage.

Fin lampe på The Archive.
Weekenden gik med besøg på West Ends grøntsagsmarked og så ville vi egentlig ha’ været en tur ned til Gold Coast (det tager ca. 1,5 time med tog) for at slappe af på Surfers Paradise, men vejret har været lidt utilregneligt, så vi tog et smut på Streets Beach, og den beslutning viste sig at være god, da det pludselig begyndte at ØSE ned. Vi pakkede (ret hurtigt) vores strandting og søgte ly hos Max Brenner. Max Brenner er chocolate indulgence og her kan du få alt fra ”100 % Pure Chocolate Experience Iscream” til Belgiske vafler med chokolade til chokolade-pizza. Vi kastede os ud i ”The Spectacular Choc-Fudge Brownie Sundae” og hold nu op det var godt. Men der var efterfølgende dømt chokolade-chok og ikke det store behov for aftensmad.

Dagens indkøb fra markedet.
Chokolade hos Max Brenner.
ØV!

MUMS!
Søndag var jeg til fødselsdag for Kay, hvor jeg mødte størstedelen af den kvindelige del af familien, og jeg bliver ved med at blive overrasket over den måde de tager imod mig. Det er med kys og kram – og jeg føler virkelig at jeg har kendt dem i mange, mange år. Det er dejligt!

Denne uge bliver hård – skal prøve at få styr på de forskellige opgaver inden Fraser Island på fredag med Stine og i næste uge (yay) kommer der længe ventet besøg hjemmefra :)

Håber I alle har det godt og nyder forårets komme!
Vejret her er ikke noget I behøver være misundelige over lige pt. Det står ned i stride strømme og vi har en luftfugtighed på 86%. Det er varmt og klistret!
Men det skulle blive bedre :)

Sene forelæsninger er ikke så slemt, når man så får sådan en udsigt til gengæld!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar