fredag den 17. februar 2012

What a week!

Så har jeg 1-uges-jubilæum med Brisbane. EN uge… Det er helt underligt at tænke på. Jeg synes dagene har fløjet af sted og har haft svært ved at finde ud af, hvilken dag jeg lavede hvad. Og så er det kun en uge siden jeg blev hentet på mit hostel, lige ankommet og helt rundt på gulvet – det føles som flere måneder siden.
Nu er jeg i gang – med et sted at bo og fuldt opstartsprogram på Uni fra mandag af. Det bliver en kombination af seriøs nu-skal-du-starte-forelæsninger til ikke helt så seriøse lad-os-dyste-i-hvor-mange-mennesker-vi-kan-samle-som-alle-har-toga-på-fest… (en dyst mod et Uni of Queensland – det er noget med en Guinness-rekord der skal slås: flest mennesker samlet på ét sted, iført toga… oh well).

Uni… Der har været en del, der skulle ordnes, så er ret glad for min beslutning om at komme i god tid. Har været frem og tilbage et par gange, fordi der har været noget galt med min indskrivning på fagene – det blev dog ordnet i samarbejde med nogle rigtig søde vejledere og nu er alt, som det skal være. Jeg kaster mig hovedkulds ud i fag som ”Consumer Behavior”, ”People in Organisations”, ”Introduction to Management” og ”Managing in a Globalized Economy”. Spændende! Der er åbenbart mange, der tager Mastergraden, der samtidig har fuldtidsjob, hvorfor mine forelæsninger ligger fra 17-21. Det er lidt ærgerligt, til gengæld har jeg fredag fri – så der er mulighed for nogle lange weekender. Yes.
Har været til nogle intro-forelæsninger, der har givet nyttig info omkring det at være ny i Brisbane og hvordan man studerer på QUT. Jeg glæder mig til at komme i gang. Tror det bliver nogle udfordrende måneder, men er spændt og klar til endnu en gang at være studerende.

På Uni


Jeg er faldet godt til her i min nye bolig. Dagen, hvor jeg flyttede ind tog Kay mig med i shoppingcenter og sørgede for, at jeg lige havde det mest nødvendige – morgenmad, mælk og fik da også lige lidt lasagne med fra dagen før så jeg havde lidt til om aftenen. Virkelig sødt af hende, sådan at forkæle mig :).
De andre der bor her er rigtig søde, og jeg tror det kommer til at blive et rigtig godt sted at holde til. I aften har vi fest, fordi der er en mexicansk pige, der flytter her om et par uger. Så der kommer nok til at være en del udskiftning, men det er rart at her er liv og mennesker man kan snakke med, hvis man føler sig alene.
Ikke at jeg har følt mig alene altså. Stine (den danske pige jeg havde mødt hjemmefra) og jeg har slået os sammen og har været i biografen, på stranden, på markedet i West End og i går var vi ude og udforske det Brisbanske natteliv. Det er rigtig dejligt, at der er en anden, der har lyst til at udforske byen!



Street Beach er en strand midt i Brisbane, lige ned til floden. Det er egentlig bare kæmpe pool, men med sand. Ret lækkert efter at have vadet rundt i en varm storby!



På markedet i West End. Masser af lækker frugt og grøntsager.

Hippiemusik og -stemning på markedet.
Nå ja… Det viser sig, at vi har en friendly (?) neighbor snake. Jep. En (ca.) TO meter lang pytonslange. En af de andre så den her den anden dag, i gang med ugens måltid – en possum. Og her den anden dag, da jeg åbner mit vindue, hænger dens ham liiiige ned foran mit vindue.
Og ja, jeg blev en lille (!) smule forskrækket. Har taget den beslutning, at mit vindue KUN er åbent, når jeg er hjemme – for træerne er rimelig tæt på huset. Og selv om jeg ikke tror, at den ville komme og kvæle mig, så har jeg umiddelbart ikke lyst til at dele værelse med den!
Jeg kan dog berolige jer med, at pytonslanger ikke er farlige for mennesker! Har tjekket!





Det er mit vindue lige der til venstre... 














1 kommentar:

  1. Hej søde Tine.
    Fy for pyffer, hvor er den ulækker!
    Vi håber du har det godt.
    Kh. Christina, Alberte og Daniel.

    SvarSlet